Tilbage til 50 års jubilæum

Finn Reiner fortæller

– Jeg underviste en lang overgang et ældre ægtepar i orgel. De var selv stærkt i tvivl om deres musikalske evner, men de havde dét materiale i sig, som hedder umiddelbar musikglæde. De elskede at spille og anskaffede sig også et ganske dyrt orgel. De kom trofast til undervisning hver eneste gang og deltog i alle skolens arrangementer og følte sig som en del af helheden på HOM.

– Nogen vil måske hævde, at jeg kun underviser for pengenes skyld, men det passer nu ikke. Jeg er overbevist om, at musik kan spare megen medicin. Dét har jeg nemlig oplevet mere end én gang. Og så er der lige en ting mere:

– Det omtalte ægtepar fik et barnebarn, som en skønne dag klatrede op på mormor og morfars orgelbænk, og gav sig til at trykke på tangenterne. Bedsteforældrene kunne godt undervise den lille og vupti… var der dannet bro mellem to generationer!

– Jeg tror på, at musikken ikke alene slår bro mellem aldersklasser, men også mellem kulturer. Frem for alt giver det glæde og ro i sindet – og er blot dét tilfældet, er ingen undervisning spildt!

Se i øvrigt det dejlige interview med Finn Reiner fra TVVestsjælland 2019 hér